Anmeldelse af Realkreditlån – BRFkredit

Bogens første digt hedder ”BARNDOM”, og i det afsluttende ”LANGDIGT” hører man om hvordan jegpersonen som ung mand får antaget sit manuskript på Gyldendal. Det fortsætter: ”JEG HADER JERES TØRKLÆDER OG JERES KORANER/ OG JERES ANALFABETISKE PROFETER/ JERES INDOKTRINEREDE FORÆLDRE/ OG JERES INDOKTRINEREDE BØRN”. Det manuskript, jeg fik tilsendt i februar hed Ghettodigte – en titel Yahya og jeg hurtigt blev enige om at ændre. Den fine glidning fra ”LYKKE” til ”LØKKEN” og videre til ”GLØDERNE” vidner om et subtilt poetisk formsprog. Sådan lægger du et budget. Både den overordnede komposition og brugen af selvbiografisk materiale er mildest talt set før, men det afgørende er som altid hvordan forfatteren håndterer en velkendt model og et selvoplevet stof rent stilistisk. ”Yahya Hassan” er altså to forskellige ting: dels navnet på en forfatter, og dels titlen på et stykke litteratur, der handler om en person med dette navn. Undtagelsen er et par digte, blandt andre det afsluttende ”LANGDIGT”, der – som jeg læser det – netop er en parodi på vores hvide og velmenende forventning om hvordan en rod fra Gellerupparken skal lyde. Det gør han i dette tilfælde med et rytmisk hårdtpumpet og billedmæssigt komprimeret sprog, der er skrevet med VERSALER og stort set uden tegnsætning. Anmeldelse til de Videnskabsetiske Komitéer Strøtanker om en meget omtalt digtsamling som næsten ingen har læst Det er svært, måske næsten umuligt, at sige noget om Yahya Hassans debutdigte uden at skele til den massive medieomtale der har været. Hvad forældrenes ulykkelige skæbne angår, fortsætter digtet sådan her: ”JEG VILLE HÆNGE JERES LYKKE I TRÆERNE/ MEN JEG HÆNGTE DEN I LØKKEN JEG SPISTE GLØDERNE”. Navnlig ved anden gennemlæsning lagde jeg mærke til at der ved siden at den nøgterne og skarptskårne skildring også er en refleksion til stede, som især viser sig i nogle paradokslignende formuleringer og små sproglige forskydninger.

Accubow hos Hauges Bueskydning

. Jeg fik bogen i hånden i forgårs, og denne note er hverken en anmeldelse eller en analyse, men et par foreløbige betragtninger efter to gennemlæsninger. Jeg har talt med Y om det, og han siger han blev fejlciteret i Politiken, så din pointe er god – men desværre forkert. Alle de geskæftige debattører der bare har brugt denne bogudgivelse til at promovere deres egen lille Hassan, de kan – som digteren selv har sagt det om én af dem – holde deres kæft. Det er således en fuldstændig klassisk kronologisk historie, hvor hovedpersonen – som jeg ikke vil kalde ”helten”, for der er intet selvforherligende over fremstillingen – kommer ud for en masse dramatiske og forfærdelige ting, men ender med at klare skærene. Hans bog er barsk, usentimental, vred, sjov, gribende og litterært set både avanceret og vellykket. Alle fortæller kort sagt de historier de gerne vil fortælle, og ingen har læst bogen.

Anmeldelse af A1710 La Perle Brute 66% Millésime 2018

. Her kan du læse alt det, der er værd at vide, hvis du gerne vil finde et lån som 18-årig.. Enhver god digter skriver sig ind i traditionen ved at forny den; således også Yahya Hassan. At forfatteren og hans jegperson ikke er den samme, er en banal og helt elementær forudsætning hvis man overhovedet vil begynde at forstå hvad litteratur er. Og når jeg nævner disse andre forfattere, er det fordi den litterære kontekst er lige så vigtig som Hassans opvækst, hvis man for alvor skal forstå hans bog. Han giver tværtimod den stereotype ghettostemme en flot brun langemand lige i fjæset, han vrister sig fri af den og erobrer sin egen, langt mere subtile stemme. Han var dybt chokeret og forarget over det han oplevede, og skrev på stedet en af de mest brutale digtsamlinger i dansk litteratur, nemlig , der havde undertitlen ”Expressionære Digte”. Bogen er altså uden titel.

Kort sagt: en slags dannelsesroman på vers om opvækst og kunstnerisk modning, der sandsynligvis trækker store veksler på forfatterens egen barske livserfaring. I første omgang skal det handle om det vigtige: digtene. Frem for lynhurtigt at blive færdig med det ved at opsummere det i en nem forklaring såsom ”Udsigt over Esrum sø”. Det er derfor det er så forstemmende at se alle disse ihærdige forsøg på at caste Yahya Hassan i den ene eller den anden eller den tredje rolle. Her optræder forfatterens for- og efternavn to gange, igen efterfulgt af genrebetegnelsen og forlagsnavnet. Mediemøllen – der kører litteraturen gennem sin kværn og reducerer den til letfordøjelige budskaber i en såkaldt debat – vender jeg tilbage til til sidst. Noget af det der kendetegner god litteratur, er at den netop ikke kan reduceres til et budskab eller et debatindlæg. Og i stedet lytte til Yahya og hans møgbeskidte og velformulerede digterkæft. For der er ingen nem forklaring.

JordWeb

. Anmeldelse af Realkreditlån – BRFkredit. Anmeldelse af Realkreditlån – BRFkredit. Til gengæld – hvilket du ikke kan vide – er den forkert. En sammenligning: ”ROVPELS I FJÆSET I EN DYR BILS BAKSPEJL,” skriver Hassan. Den kan derimod give en nuanceret, flertydig, af og til selvmodsigende og usammenhængende fremstilling af et stykke virkelighed. Og som det fremgår, har Yahya Hassan – i modsætning til alle debattørerne – ikke selv nogen naiv forestilling om at hans ”jeg” er en entydig størrelse, for eksempel en autentisk ghettostemme. Islamisk Trossamfund fastslår derimod at bogen overhovedet ikke handler om religion, men om en enkelt forvirret ung mand, der har brug for vejledning. Hassans indædte indignation gælder ikke Weimarrepublikkens Berlin, men indvandrerghettoerne i dagens Danmark. Mange hilsener.” Da jeg af principielle grunde ikke vil ændre på en blogpost som mange allerede har læst, liket og kommenteret, har jeg i stedet valgt at korrigere fejlen med denne note. Inden for billedkunsten er det et meget almindeligt greb, der ofte bruges når en kunstner vil undgå at styre fortolkningen af sit værk i en bestemt retning, men i stedet vil have folk til at dvæle ved værket. Når man slår op på titelbladet, ser det lidt anderledes ud. Note: Efter at jeg lagde denne blogpost op, har den pågældende redaktør sendt mig en mail med følgende ordlyd: “Kære Niels, Nu læste jeg din blogpost – og jeg forstår godt din kritik. Det kunne man måske opfatte som titlen – altså: ”Uden titel”. I modsætning til den klassiske dannelsesroman ender denne digtfortælling dog ikke i afklaring og forsoning; den slutter åbent, flertydigt. Der er mange tilsvarende stilistiske paralleller

Kommentarer